Der var engang en lille rødhåret pige, som talte med marsvinene i dyrehandleren og gemte sine prutter i tupperware. Hun brugte sine skoledage på at kigge ud af vinduet. Drømte om det gode liv. Livet uden matematik. Livet med tekst.
MASSER af tekst ༻
Whack Friday
Tillykke. Du har købt en fejlproduceret stempelkande fra Bodum til halv pris. Altså, ikke den med thermo. Men den, som som holder kaffen varm i akkurat 9 minutter, for så at forvandle den til en lunken substands bestående af kaffegrums, bitterhed og lidt kalk fra din el-kedel. Du kunne lave en kalksten til din datters marsvin af det møg.
Men den kostede kun 149 kroner. Hvor er det dog skønt med sådan en Black Friday. Den stempelkande har helt sikkert løst et problem for dig. Det er nok i virkeligheden ligesom den syntetiske sweater, du købte sidste år ved samme anledning. Den har simpelthen ført dig ud i en ayahuascalignende eufori fra day one, har den ikke? Eller de der brækfarvede Moon Boots, du købte forrige år, som du fik for en tusselap. Husker du den fantastiske købsoplevelse? Hmm…
Du stod der i din militærgrønne flyverdragt og shinede som en glaseret skinke fra et nytårsbord i 80’erne. Du vidste jo godt, at de brækfarvede Bratz-fødder ikke helt passede til noget af det andet i din garderobe. Men din øjenkrog havde forelsket sig i en mosegrøn hue et par meter væk. Så der var håb for dit spejlbillede. Køen var lang. Det var dine patter også ved at blive. Du havde semiondt i lænden, fordi du havde sovet dårligt på din nedslidte topmadras. Og måske også, fordi du havde spist så mange billige pebernødder inde på kontoret, at din fordøjelse gik i stå for et par dage siden.
Det ene snørebånd var flæset lidt på den højre støvle, du stod med under armen. Det var nok, fordi det var udstillingsmodellen, du fik fat i. Men fair nok til den pris, tænkte du. Du skulle bare have fat i et nyt snørebånd. Det kunne man vel få på Moon Boot’s egen hjemmeside. Der var vist godt nok noget med, at fragten var lidt halvdyr. Men måske du også alligevel skulle købe et par Moon Boots til din store datter. Så slap du i hvert fald for de der irriterende 39 kroner for fragt.
Da du kom op til kassen, råbte ekspedienten med en tør stemme ind i dit ansigt; ”de kan byttes til en anden vare, inden for 10 dage. MAN KAN IKKE FÅ PENGENE RETUR”, imens hun flåede støvlen ud af armhulen på dig, og forsvandt ind i menneskesuppen med dig i hælene.
”999 kroner skal jeg bede om. Er det på kort? Er det kontant? Er det på Mobilepay? Er det på Apple Pay? Skal de kunne byttes? Vil du have en pose? Vil du havekvitteringen? Skal kvitteringen ned i posen?”
Og før du vidste af det, var du, som en ivrig sædcelle, på vej på hen for at befrugte nogle skønne yuzu and chickpeas diffuser sticks, sammen med dine brækfarvede Moon Boots og cirka 621 andre mennesker. Men så var det, du så det. Endelig noget, der virkelig kildede din købekraft for real. En pakke med 15 neglelakker. Fra 2003. Til 100 kroner. No fucking way. “Christina DØR, når hun hører, hvad jeg har scoret mig her.” tænkte du.
I USA er 17 mennesker døde grundet Black Friday. 17 mennesker siden 2008. 2 af dem blev skudt i en Toys R US i Californien. Jeg håber sgu, at det barn fik sin Nerf Gun til jul, når nu der skulle være sådan et helvedes postyr med det. Jeg har et godt råd til dig, som har sygt meget lyst til at shoppe på Black Friday: Lad sygt meget være. Det er en kapitalistisk helvedesmaskine, som suger dig ind og æder dit hjerte, din hjerne og din pengepung. Du har ikke brug for ting, du har brug for kærlighed.
Mandag morgen i den kollektive limousine
Mandag morgen i metroen. Du står der, og prøver at fokusere på den musik der spiller i dine ører, for du har brug for at koble godt af – inden du skal kobles på i de næste otte timer. Men det er svært at abstrahere fra menneskekorsettet, som du er spændt ind af. Egentligt kunne du jo ligeså godt returnere det træningslatexkorset, som du købte på Ebay i sidste uge, med intentionen om at komme til at ligne Nicki Minaj inden for et par dage.
Det var sørme spild af penge tænker du nu når du står klemt imellem en ældre kvindes bryster, og en snottet unges leverpostejsmad. Godt du ikke tog dine hvide jeans på.
Godt, at du i det hele taget ikke ejer et par hvide jeans.
Ikke nok med at du er placeret i en ufrivillig human centipede, så er du tvunget til at tage stilling til om manden foran dig, ja ham med joggingbukserne, der helt sikkert står af på Christianshavn St., mon har haft fækal opkast inden hans entre i metroen, eller om han bare har børstet tænder i en hundelort, som han fandt på vejen. Du kan desværre ikke bevæge dit ansigt væk fra tyndskids diffuseren, for der står en lille firkantet dame, med en tilsvarende firkantet rygsæk, og krammer det gule håndtag ved siden af døren, som en mentalt syg igle. Hun står der også tre stationer senere, for Gud forbyde at hun skulle stresse for at komme ud af metrodøren.
Så skide være med om de restende 500 mennesker skal udsættes for et scenarie, tilsvarende moshpittet til en The Prodigy koncert, fordi de er nødsaget til at foretage en U-vending rundt om hendes kvadratiske korpus, så snart de har crowdsurfet sig ind i metroen.
I al denne frustration, kommer du til at fokusere på freakshowet der udspiller sig foran dine hævede øjne, i stedet for Bai-D der forfører dine ører med lydsex.
Hele dette helvede gennemgår du mandag til fredag, i en psykotisk karrusel af herpesjuice og en udefinerbar hovedbundsagtig lugt. Men mandag er den værste, for egentligt ville du jo bare gerne være blevet hjemme og spist osterejer med holidaydip og onaneret som en syg abe. Sådan gik det bare ikke på denne grå, våde, stormende, kolde, mørke mandag morgen. Du er tvangsindlagt til endnu en dag på kontoret, hvor du løbende skal give din chef rim-jobs som en børnelokker i et fængsel, for ikke at få fyret en laksko op i endetarmen, og havne på fortovet. Ja, og der sidder du så, på en slidt kontorstol fra 1995, med gul skumgummi på vej ud af siderne, og tæller minutterne til at du ubemærket kan gå ud og tage kop kaffe nummer 7 i dag, hvorefter du kan sætte dig på lokummet og blive betalt 180 kroner i timen, for at presse en Snickers ud.
Og hvad har du så lært i dag? Du har lært at det er en fed idé at vende din skærm lidt til venstre ved 13-tiden. Der går din chef nemlig rundt uden for det glasmontre du er placeret i, og snakker i telefon med nogle vigtige mennesker, som højst sandsynligt bliver betalt en del mere end 180 kroner i timen. Nå jo, så har du selvfølgelig også lært hvordan man binder sine snørebånd på fem forskellige måder, det så du på youtube.